tirsdag den 17. december 2013

Motiverende å få ryddet opp hjemme på kun 10 minutter ?

Har du problemer med at få gjort dit hjem rent? Flyder det med ting og sager i alle rum? Eller er der bare ikke visuel ro på i dit hjem?

Så er her et bud på hvordan du får ryddet op og får dit hjem til at være ryddet op – på blot 10 minutter!

ADHD-couch Anders gir gode råd for hvordan du holder det ryddig hjemme, og påstår du kan klare det på 10 minutter! Se selv her http://www.altomadhd.dk/2009/12/sadan-rydder-du-op-i-dit-hjem-pa-10-minutter/

mandag den 18. november 2013

Vekk med taushet, tvil og tabu om psykisk sykdom !



:



Les hva Patricia Skernby skriver om sin oppvekst som stemplet "møgunge"
”Du er en møgunge”, ”du bliver aldrig til noget” og ”du kan ingenting” var den mur, der mødte Patricia Skernby, da hun var barn. Men Patricia var ikke en møgunge – hun havde sygdommen ADHD. I dag mange år senere er Patricia glad for, at hun kæmpede sig til en anderkendelse af sin sygdom, men ser også tilbage med følelsen af svigt.
Allerede i børnehaven var Patricia’s opførsel anderledes end hendes jævnaldrende. Hun lavede altid ballede, og som straf gik dagen ofte med at vente på en stol, indtil hendes forældre kom for at hente hende.
I skolen var den også gal. Patricia havde svært ved at indordne og koncentrere sig og fik at vide af lærerne, at hun var en møgunge, der intet kunne og aldrig ville blive til noget. Og selvom hun i femte klasse virkelig prøvede at ændre opførsel, var hun allerede stemplet.
”I sommerferien inden femte klasse fik jeg nok. Nu skulle jeg vise dem. Da jeg kom tilbage til skolen begyndte jeg at følge med og opføre mig ordentligt. Men lærerne troede ikke på mig, så når de andre lavede ballade, var det som regel mig, der fik skylden.”
Sådan gik Patricias barndom. Lige meget hvor meget hun prøvede, blev hun stort set altid mødt af en mur af mistro.
Så sig selv i søsteren
Da Patricia gik ud af niende klasse, indtraf et vigtigt vendepunkt. Stella, Patricias yngre søster, fik nemlig konstateret ADHD af en psykiater, fordi skolen, på trods af en bestået Mensa-test, ville have, at hun skulle tage et ekstra år i børnehaven. Hun kunne nemlig ikke opføre sig ordentligt. Her genkendte Patricia noget.
”Jeg blev pludselig afklaret om, at jeg led af ADHD – da jeg kunne genkende de samme kendetegn, som Stella havde. Jeg lavede nemlig også altid ballade i børnehaven. Jeg lavede generelt meget ballade, da jeg var barn.”
Selvom Patricia nu var overbevist, skulle det vise sig at være besværligt at få hendes forældre til at erkende, at hun også led af ADHD.
Tvang forældrene til erkendelse
Selvom Patricias forældre kunne se, at hendes historie gentog sig med Stella, nægtede de nemlig at erkende, at Patricia havde haft ret hele tiden.
”Til sidst tvang jeg faktisk mine forældre til at indrømme, at jeg havde haft ret. De sagde hele tiden, at det var meget værre med Stella, men jeg var præcis ligesådan, da jeg var mindre. Jeg var ikke en møgunge, jeg havde ADHD.”
Lukket ude
For Patricia var det en kæmpe lettelse, da hun fandt ud af, at hun havde ADHD. Men med visheden kom også følelsen af svigt. I stedet for at tale med hende om opførslen, havde folk bare lukket hende og muligheden for, at hun led af ADHD ude. Og fortidens svigt præger stadig Patricia.
”Jeg har faktisk skrevet til min gamle skolelærer og fortalt, at jeg havde ADHD – og ikke bare havde været et uroligt barn, der bare skulle lave ballade. Generelt har jeg været meget sur på mine omgivelser. Jeg føler, at de har svigtet mig ved aldrig at lytte til mig. Jeg blev bare fuldstændigt ignoreret.”
I dag er Patricia uddannet som social- og sundhedshjælper. Hendes studievejleder mente, at hun, på grund af sin ADHD burde starte på grundforløbet selv om Patricia havde afsluttet 10. klasse, hvilket er adgangsgivende til hjælperuddannelsen. Da hun fik beskeden, spurgte hun ham direkte, om det var noget, han kunne bestemme. Det kunne han ikke – og så besluttede hun sig for, at hun ikke ville følge hans råd. Hun stolede i stedet på sin intuition og gennemførte uddannelsen.
Super-fokus
Nu har Patricia gennemført en HF uddannelse og drømmer om at blive læge engang. Patricia har lært at leve med diagnosen ADHD og fokuserer på de positive sider ved at have ADHD. Hun bruger desuden en del af hendes tid og energi på at hjælpe andre, der også har diagnosen.
”Det hele har været en rigtig hård oplevelse. Der har været så meget fokus på det negative – hvad man ikke kunne med ADHD. Selvfølgelig skal der også være plads til alt det, der har været hårdt. Men med ADHD følger der faktisk også gode ting med. Vi er for eksempel vandvittig gode til at holde fokus – bare ikke særlig lang tid af gangen. Vi er i super-fokus. Skal jeg løse en opgave, og jeg kommer i super-fokus, kan jeg løse den lyn hurtigt.”
Patricias råd:
Hvad er den værste adfærd, som omgivelser kan udvise over for personer, der har en psykisk sygdom?
”Det er helt klart at lade være med at tale med dem, fordi de er usikre.”
Hvad skal omgivelserne så gøre i stedet?
”Være nysgerrig og spørge. Hvis man er usikker, tager man afstand og går væk. Har man en psykisk sygdom, bliver man derfor ofte ensom og overladt til sig selv. Folk skal nok sige til, hvis man ikke ønsker at svare på spørgsmål. Selvom det kan virke skræmmende at spørge, skal man gøre det. For man vil hellere tales til, end man vil tales om.” 
Bildet er funnet hus Rummikub.com
Nettsiden finnes her www.en-af-os.dk/

tirsdag den 10. september 2013

ADHD-uken - bruk anledningen til å øke og dele forståelse

Så nærmer det seg igjen tid for ADHD-uken i Danmark:
Foreningen skriver: Vær med til at sætte fokus på ADHD i løbet af ADHD-ugen. ADHD-foreningen vil sprede viden omkring ADHD i løbet af ugen, og vi håber at alle jer frivillige i lokalafdelingerne, vil hjælpe os med dette.

Hjælp folk med at blive klogere på ADHD
Målet med ADHD-ugen er, at mennesker, der ikke har ADHD inde på livet, skal blive klogere på, hvad ADHD egentligt er, hvem der har ADHD samt hvordan det er at leve med ADHD.
I år har ADHD-foreningen valgt at sprede viden om ADHD ud fra sætningen: "ADHD er som et orkester uden dirigent". Der er lavet T-shirts og sadelcovers med dette på.  Sadel covert har en QR-kode som viser til to sider der beskriver ADHD og hvordan man kan støtte personer med ADHD. Klik her for at se siderne.

Målet med siden er, at få så mange som muligt derind i løbet af ADHD-ugen. Så I må meget gerne sprede viden om siderne gennem jeres medier.

torsdag den 23. maj 2013

Keybak: Utrolig praktisk hjelpemiddel

Mange syns det ser harry ut å gå med nøklene utenfor buksa. Og ikke minst at de er festet til en rund metall- eller plastikkdings som henger på beltet og dingler. Det kan det muligvis være en sannhet i.
Noen har til og med samme syn på den som de hadde med gamle mobilvesker som var festet i beltet, hvilket er noe HELT annet, da de både var større, sjelden særlig pene, og særdeles udiskret.

Men Keybak-konseptet som det heter, er utrolig praktisk!
For oss som lett glemmer hvor vi legger ting, er det en gave av DIMENSJONER å alltid kunne finne nøklene på kroppens høyre side. Eller venstre. Poenget er at den alltid er på den samme side, på samme plassen.

Like elegant - og kanskje også hurtigere - enn hva en cowboy kunne mestret, har armen vært bøyd bakover, fingrene tatt et håndfast grep om nøklene, og ført dem frem til låsen. Allerede der snakker vi tidsbesparelse, og du behøvde ikke å tenke engang!

Typiske tanker som kan komme opp hos en ukyndig belåser som ikke bruker systemet kan være: Hvilken lomme var det nå jeg hadde lagt nøklene i??? Oj, jeg hadde jo byttet jakke. Hadde ikke Johnny lånt nøklene mine? Kanskje jeg glemte dem i låsen, forrige gang jeg brukte dem. Osv. osv.
Med andre ord: Et tankekjør uten like kan lett ramme èn her, hvilket igjen fører til at man glemmer det man EGENTLIG var i gang med.
Det å låse en dør, er for de fleste tross alt ikke hovedbeskjeftigelsen, men heller et meget lite delmål for å kunne nå dit man ønsker, eller gjøre det man hadde planlagt. Og allikevel kan nettopp denne operasjonen velte hele planen...

Og for ikke å glemme en annen fordel; når vi har låst opp, slipper vi bare nøklene ut av hånden, og vips har den lille men solide fjæra trukket hele knippet tilbake til trommelen. Nærmest lydløst, du behøver ikke engang sjekke at det er tilbake på høyre side av buksa. Eller venstre.

Den mest hardføre utgaven, er typen som tres på beltet. Det betyr at du må ta av beltet, og dermed også buksa i mange tilfeller, for å låne ut nøklene. Fordi dette er så omfattende, gjør man ofte ikke det. Man tilbyr seg heller å hjelpe vedkommende, ved å låse opp for han eller henne. Dette fører igjen til store fordeler:
- Nøklene blir ikke borte, fordi man ikke låner dem bort.
- Mennesker rundt deg syns du er en hyggelig og hjelpsom person
- Når du kler av deg om kvelden, henger nøklene fortsatt på beltet
- Når du kler på deg igjen om morgenen, er nøklene fortsatt på samme plass
Genialt!

Man kan også få Keybak i andre varianter, hvor man klipser den på beltet, eller utgaven med krok som man klikker på beltehempene, men vær obs: Jo enklere nøklene kan fåes av, jo lettere blir de også vekk!

Nøkkelringen til venstre kan kjøpes hos Clas Ohlsson til kr 49,- og har dessuten en liten innebygd lommelykt. Kan imidlertid ikke klare mange tunge nøkler. Denne bruker jeg til mine to hovednøkler.

Link til Clas Ohlssons nøkkelring-alternativer

Link til originale Keybaks nettside: http://www.keybak.com/

fredag den 8. marts 2013

Meget interessant og utfordrende ADHD-kurs om konflikthåndtering

De siste månedene har fruen og jeg deltatt i et kursforløp for foreldre til barn med ADHD, mellom 12 og 14 år. Det har vært spennende!

Første kursdagen startet med grundig presentasjon av de ca 20 parrene som deltok.
Poenget var å få frem hvilke behov man hadde for hjelp.
Deretter møttes vi en lørdag og søndag på hotel Skagen Strand mellom Skagen og Aalbæk. Dagene var fullpakket med forelesninger, dog i dialogform, god mat, spasertur og omvisning på golfklubb, og ikke minst overnatting på leilighetshotellet hvor hvert par var innlosjert i hver sin bolig.

Siste gang vi samles var i Fr.havn, hvor vi oppsummerte forløpet, og ikke minst hjemmeleksen vi hadde fått på Skagen Strand. Den besto av å arrangere familiemøter med faste mellomrom. Her skal alle familiemedlemmene som bor under samme tak delta, alle kan si hva de har på hjertet uten å bli avbrutt, man serverer f.eks. kakao og boller for å gjøre rammen hyggelig, og det skal være god tid.

Det overraskende og interessante var at nesten alle hadde positive tilbakemeldinger på dette!

Det hadde også vi. Det var nesten overveldende å få respons fra både 10 og 12-åringen som syns det var kjempefint å snakke sammen på denne måten. Alle var likestilt og sa hva de ønsket, selv om det selvfølgelig var oss voksne som tok beslutningene.

Noe av det barna tok opp på første møtet var:
- De ønsket mere lommepenger
- De ønsket mere spilletid daglig
- De syns far brukte for mye tid på data (!)

Vi snakket deretter om de forskjellige punktene. Vi voksne sa hva vi tenkte om det, og vi fant noen gode kompromisser alle ville akseptere.

Neste gang vi hadde familiemøte, snakket vi om hvordan endringene hadde vært, og om vi skulle fortsette eller endre på noe.

Dette er noe som anbefales alle familier, med eller uten diagnoser. Det ble en veldig hyggelig stund, og det kom frem ting barna hadde på hjertet som man kanskje ikke like lett fanger opp i en hektisk hverdag.

Som bonus ble vi også kjent med et par på samme alder som oss selv, fra Strandby. De har ett av tre barn med ADHD, og ganske lik familiesituasjon som oss selv. De har vi truffet og besøkt også etter kurset, og det er en herlig familie som det er lett å ha fellesskap med.