:
Les hva Patricia Skernby skriver om sin oppvekst som stemplet "møgunge"
”Du er en møgunge”, ”du bliver aldrig til noget” og ”du kan ingenting” var den mur, der mødte Patricia Skernby, da hun var barn. Men Patricia var ikke en møgunge – hun havde sygdommen ADHD. I dag mange år senere er Patricia glad for, at hun kæmpede sig til en anderkendelse af sin sygdom, men ser også tilbage med følelsen af svigt.
Allerede i børnehaven var Patricia’s opførsel anderledes end hendes jævnaldrende. Hun lavede altid ballede, og som straf gik dagen ofte med at vente på en stol, indtil hendes forældre kom for at hente hende.
I skolen var den også gal. Patricia havde svært ved at indordne og koncentrere sig og fik at vide af lærerne, at hun var en møgunge, der intet kunne og aldrig ville blive til noget. Og selvom hun i femte klasse virkelig prøvede at ændre opførsel, var hun allerede stemplet.
”I sommerferien inden femte klasse fik jeg nok. Nu skulle jeg vise dem. Da jeg kom tilbage til skolen begyndte jeg at følge med og opføre mig ordentligt. Men lærerne troede ikke på mig, så når de andre lavede ballade, var det som regel mig, der fik skylden.”
Sådan gik Patricias barndom. Lige meget hvor meget hun prøvede, blev hun stort set altid mødt af en mur af mistro.
Så sig selv i søsteren
Da Patricia gik ud af niende klasse, indtraf et vigtigt vendepunkt. Stella, Patricias yngre søster, fik nemlig konstateret ADHD af en psykiater, fordi skolen, på trods af en bestået Mensa-test, ville have, at hun skulle tage et ekstra år i børnehaven. Hun kunne nemlig ikke opføre sig ordentligt. Her genkendte Patricia noget.
”Jeg blev pludselig afklaret om, at jeg led af ADHD – da jeg kunne genkende de samme kendetegn, som Stella havde. Jeg lavede nemlig også altid ballade i børnehaven. Jeg lavede generelt meget ballade, da jeg var barn.”
Selvom Patricia nu var overbevist, skulle det vise sig at være besværligt at få hendes forældre til at erkende, at hun også led af ADHD.
Tvang forældrene til erkendelse
Selvom Patricias forældre kunne se, at hendes historie gentog sig med Stella, nægtede de nemlig at erkende, at Patricia havde haft ret hele tiden.
”Til sidst tvang jeg faktisk mine forældre til at indrømme, at jeg havde haft ret. De sagde hele tiden, at det var meget værre med Stella, men jeg var præcis ligesådan, da jeg var mindre. Jeg var ikke en møgunge, jeg havde ADHD.”
Lukket ude
For Patricia var det en kæmpe lettelse, da hun fandt ud af, at hun havde ADHD. Men med visheden kom også følelsen af svigt. I stedet for at tale med hende om opførslen, havde folk bare lukket hende og muligheden for, at hun led af ADHD ude. Og fortidens svigt præger stadig Patricia.
”Jeg har faktisk skrevet til min gamle skolelærer og fortalt, at jeg havde ADHD – og ikke bare havde været et uroligt barn, der bare skulle lave ballade. Generelt har jeg været meget sur på mine omgivelser. Jeg føler, at de har svigtet mig ved aldrig at lytte til mig. Jeg blev bare fuldstændigt ignoreret.”
I dag er Patricia uddannet som social- og sundhedshjælper. Hendes studievejleder mente, at hun, på grund af sin ADHD burde starte på grundforløbet selv om Patricia havde afsluttet 10. klasse, hvilket er adgangsgivende til hjælperuddannelsen. Da hun fik beskeden, spurgte hun ham direkte, om det var noget, han kunne bestemme. Det kunne han ikke – og så besluttede hun sig for, at hun ikke ville følge hans råd. Hun stolede i stedet på sin intuition og gennemførte uddannelsen.
Super-fokus
Nu har Patricia gennemført en HF uddannelse og drømmer om at blive læge engang. Patricia har lært at leve med diagnosen ADHD og fokuserer på de positive sider ved at have ADHD. Hun bruger desuden en del af hendes tid og energi på at hjælpe andre, der også har diagnosen.
”Det hele har været en rigtig hård oplevelse. Der har været så meget fokus på det negative – hvad man ikke kunne med ADHD. Selvfølgelig skal der også være plads til alt det, der har været hårdt. Men med ADHD følger der faktisk også gode ting med. Vi er for eksempel vandvittig gode til at holde fokus – bare ikke særlig lang tid af gangen. Vi er i super-fokus. Skal jeg løse en opgave, og jeg kommer i super-fokus, kan jeg løse den lyn hurtigt.”
Patricias råd:
Hvad er den værste adfærd, som omgivelser kan udvise over for personer, der har en psykisk sygdom?
”Det er helt klart at lade være med at tale med dem, fordi de er usikre.”
Hvad skal omgivelserne så gøre i stedet?
”Være nysgerrig og spørge. Hvis man er usikker, tager man afstand og går væk. Har man en psykisk sygdom, bliver man derfor ofte ensom og overladt til sig selv. Folk skal nok sige til, hvis man ikke ønsker at svare på spørgsmål. Selvom det kan virke skræmmende at spørge, skal man gøre det. For man vil hellere tales til, end man vil tales om.”
Bildet er funnet hus Rummikub.com
